Skip to main content

Maja Alm dansk mester i cross

| Administrator | Nyheder 2014

På den korte distance i Odense

Det sker jævnligt, at de bedste o-løbere sætter de bedste atletikudøvere til vægs.

Således vandt Maja Alm DM Cross på den korte distance i 2011. Men de to seneste år har Simone Glad fra Odense vundet og hun var i år favorit til at vinde på hjemmebanen i Odense, da DM Cross på den korte distance blev afholdt der i lørdags.

Og Simone forsøgte da også at rykke fra i starten, men Maja lod sig ikke ryste af og efter to af de tre omgange havde Maja sikret sig et forspring, som hun bare udbyggede og endte med at tage den endelige sejr. Louise Langelund Batting fra Århus 1900 blev nr. 2, 5 sekunder efter Maja, mens Simone Glad 16 sekunder efter løb ind til bronze. 13:55 blev Majas tid på de 4 km. Dermed tog Maja vinterens anden Cross-medalje efter bronzemedaljen på den lange distance tilbage i december.

Signe Søes erobrede 4. pladsen, men var hele 37 sekunder efter Maja, mens Zenia Heilskov Mogensen 7 sekunder efter Signe sikrede de tre o-piger en sikker sejr i holdkonkurrencen for deres århusianske atletikklub AGF.

Ud over glæden ved at o-løbere atter sætter atletikudøverne til vægs, kan vi glæde os over, at både Maja og Signe ser ud til at være rigtigt godt på vej gennem vinterens træning. En træning, der for Majas og næsten alle øvrige løbere i landsholdsgrupperne får et højdepunkt ved Sydsamlingen, der afvikles i Portugal om knap 14 dage. Men mere om det når tiden nærmer sig.

http://daf.sportstiming.dk/tilmelding/resultatliste.asp?ID=1284&kl=A&point=yes&diplom=true&koen=F