Skip to main content

Dansk EM-bronze til Maja Alm – igen

| Administrator | Nyheder 2012

Majas egen beskrivelse af hvordan det gik til

Som mange vil have set selv, hørt eller læst, lykkedes det under meget dramatiske omstændigheder Maja Alm, OK HTF, at forsvare sin bronze-medalje i sprint fra EM i Bulgarien 2010. Det var der i mange henseender ikke meget der tydede på, og slet ikke for Maja selv. Hendes forårssæson har i den grad været præget af skader, så at hun stort set hverken har kunnet træne igennem eller konkurrere, og først i ugerne op til EM deltog hun i en enkelt sprintkonkurrence (blev nr 4 i et World Ranking Event-løb) og i Tiomila, hvor hun løb en helt godkendt tur for OK Pan.

I EM-ugen har hun kvalificeret sig sikkert til A-finalerne i både mellem og sprint og fik en godkendt 14. plads i mellem-finalen. Men som mange andre på det danske hold har hun været lettere forkølet, og både i går og i morges var hun bestemt ikke sikker på, hvad hun egentlig kunne yde. Men opvarmningen var ok og da først hun kom i gang, besluttede hun ”at give den hele armen” – og selv om hun lavede et lille svaj på vej til post 4, hvor hun ombestemte sig, så havde hun fornemmelsen af et godt flyd, og da hun ved publikumspassagen hørte at ”det er tæt”, satte hun fuld skrue på.

Som man vil kunne se via både mellemtider og gps-tracking, løber hun simpelthen ind på konkurrenterne post for post og løber sidste halvdel på den næsthurtigste tid – efter suveræne Simone Niggli. Maja gør bare de rigtige ting, og som hun selv siger ”jeg har nok bare det ekstra afslutningsgear, som gør forskellen.” Dette kombineret med at fx Emma Klingenberg laver deciderede fejl og schweiziske Judith Wyder simpelthen er ved at gå død til sidst, gør at Maja lige når at komme ind på en foreløbig 3.plads, 2. sekunder efter norske Anne Margrethe Hausken Nordberg og da det viser sig, at først Emma og senere Judith Wyder ikke er hurtigere – ligner det en godkendt 4.plads!
Men mens Maja og Emma er ude for at jogge af, hører hun snakken om at Anne Margrethe Hausken er løbet igennem en låge, der på kortet var tegnet som et impassabelt hegn – og så bliver det spændende. Ved den foreløbige præmieoverrækkelse er intet afgjort endnu, og Hausken får medaljen om halsen. Men relativt hurtigt efter kommer beskeden om, at hun er diskvalificeret – og Maja har genvundet sin bronze-medalje og nået et af sæsonens store mål.

Det var derfor en meget glad Maja i telefonen, og selv om hun fortsat følte sig lidt forkølet, var hun helt klar til og opsat på stafetten i morgen. Holdet er Emma Klingenberg på 1. tur, Ida Bobach på 2. turen og så Maja Alm på sidsteturen, hvor hun forhåbentlig kan vise de samme takter som i dag. Det skal blive rigtigt spændende, selv om der næppe er tvivl om at Sverige, Finland, Schweiz, Norge og Rusland har stærke hold og ikke mindst superstærke afsluttere, så er vi mange der tror og håber på det unge danske hold.

Kvindernes stafet starter kl 13,20 og mændenes kl 11,00 – og der sendes direkte TV fra dem begge. Det danske herrehold stiller med Rasmus Thrane Hansen på 1.tur, Søren Bobach på 2. turen og Christian Christensen som afslutter. 2.holdet stiller med 3 rutinerede løbere, hvor Claus Bloch løber 1.turen. Han har fået nogen selvtillid i dag ved at vinde B-finalen – og i en bedre tid end de danske løbere i A-finalen, og hvis han kommer hjem med de første efter 1.turen, er både Rasmus Djurhuus på 2.turen og Rune Olsen på 3.turen stærke nok til at kunne præstere et godt resultat. Favoritter må være Norge og Schweiz, ikke mindst da Frankrig må undvære Thierry Gueorgiou, men det unge svenske hold kan på ingen måde afskrives og Rusland har både stærke løbere og store stafettraditioner. Mit personlige bud er Norge med hidtil suveræne Olav Lundanes som afslutter. Det danske 1.hold vil næppe komme helt op på podiet, men skulle gerne forsvare 10. pladsen fra sidste EM.