Skip to main content

World Cup afdeling nr. 4 og 5

| Administrator | Nyheder 2012

Afvikles i Schweiz i weekenden.

Med bare tre uger til VM i Schweiz, får vi et klart vidnesbyrd om styrkeforholdet, når årets 4. og 5. World Cup afdeling afvikles i netop Schweiz.

I morgen, lørdag, løbes mellemdistance lige uden for alpebyen Appenzell. 94 herrer og 78 damer fra 23 nationer skal ud på henholdsvis 7,0 km med 290 meter stigning og 6,3 km med 220 meter stigning. I begge løb ventes en vindertid i den høje ende af intervallet for mellemdistance, nemlig 37 minutter. I dameklassen er den lokale superstjerne, Simone Niggli naturligvis gigantisk favorit, men ved Venla-stafetten – damekonkurrencen ved Jukola - for en uge siden viste finske Minna Kauppi storform og som World cuppens aktuelle nr. 2 er hun den der må have bedst chance for at overraske. Fra dansk side går forhåbningerne naturligvis til Maja Alm og Ida Bobach, som begge leverede flotte præstationer da OK Pan Århus blev nr. 3 i netop Venla-stafetten. Efter sine flotte løb ved EM, ligger Maja p.t. nr. 6 i World Cup. Første dansker i skoven kl. 12:25 er den nykårede sølvmedaljevinder ved Militær-VM, Inge Skovgaard Knudsen fra Faaborg OK. Signe Klinting, FIF, starter 12:59 , Ida Bobach 14:01 og Maja sidst af de danske piger kl. 14:25 – to minutter før Simone.

På herresiden venter vi spændt på vidnesbyrd om Tue Lassen, Rasmus Thrane Hansen og Søren Bobach er på vej mod VM-formen, men her er det lige så interessant, om nogle af de danske herrer, der ikke i første omgang blev udtaget til VM efter iagttagelsesløbene i pinsen, kan overbevise landstræner Lars Lindstrøm om, at de er på vej mod VM-niveau. Det drejer sig om Andreas Hougaard Boesen fra OK Roskilde, Christian Bobach, Silkeborg OK, Christian Christensen, OK Pan, Rasmus Djurhuus, OK Pan og Søren Schwartz Sørensen, FIF Hillerød. Første herre i skoven er Rasmus kl. 12.18, mens Tue kl. 14.34 starter som sidste danske løber.

Ida, Maja og Tue er blandt de løbere, der er udvalgt til at løbe med GPS og som derfor kan følges live via hjemmesiden.

Søndag løbes 5. World cup afdeling – det bliver en sprint i St. Gallens gamle bydel, men her får kun de 40 bedste i World Cup stillingen lov til at starte.

http://www.postfinancesprint.ch/